Skærtorsdag | 17.04.25 | Matthæus 26,17-30 | Af Jan Sievert Asmussen |

Jesus rækker selv brødet og vinen til Judas og til os

Ingen anden tro end kristendommen kunne vel finde på at vælge et kors som sit symbol. De to linjer, der krydser hinanden: den vandrette som når man med hånden tegner horisonten – den vide jord med alt, hvad den rummer. Med opremsningen fra en af Davidssalmerne: får og okser i mængde, vilde dyr, himlens fugle og havets fisk – og menneskebørn? Og så den lodrette linje: en streg fra himmel til jord, altid længst forneden og trofast forankret: hvad er et menneskebarn, at du tager dig af det? Et kors er den enklest mulige menneskefigur: en tændstik-skikkelse med samlede ben. En figur som os selv, når vi åbner favnen og rækker armene ud mod verden. Et kors er de to streger, som Gud tegnede i jorden, da han tog mål til Adam. Med øjet lysvågent for alt stort og småt herneden, som Grundtvig skriver om det vandrette i vores liv. Og om det lodrette: ”dog fyldestgjort af glans fra evigheden.” Korset er bygget ind i vores figur, i vores skygge når solen skinner og i vores skelet.

Men korset er også de to stykker træ, hvorpå Jesus blev henrettet. Et torturredskab, hvis konkrete virkemåde vi helst fortrænger: han blev naglet fast, så han ikke kunne få armene ned. Vores instinkt siger os, at det gælder om at søge lykke og undgå lidelse. Men kristendommen bruger enhver lejlighed til at brande sig med dette smertesymbol. Når børn bæres til dåben: ”modtag korsets hellige tegn.” Det hænger og glimter i unge pigers halsudskæring, findes i kirkers grundplan og i utallige afbildninger med og uden den korsfæstede. Og hver gang det er påske, bliver det vendt og drejet i beretningen om Jesus, som kom til at hænge dér på korset.

Var han et stakkels passivt offer, som enhver af os ville være i den situation? Var han offer for forræderen Judas, var hans sidste uge i Jerusalem en katastrofe? Nej, hver eneste af de beretninger, som fører frem mod korsfæstelsen, fortæller om begivenheder, der følger en meningsfuld plan. Selv Judas, der mener at han styrer begivenhederne med sit forrædderi, er i dette spil kun et redskab.

”Min time er nær”, siger Jesus til disciplene, da han sender ind i byen for at finde stedet at holde påske. Vi får ikke at vide, hvem der lægger hus til. Jesus siger bare: ”gå ind i byen til den og den og sig til ham.” Måske kender Matthæus denne persons identitet og vil af en eller anden grund holde den hemmelig. Det var pålagt Jerusalems borgere at give gratis husly til enhver fremmed, som kom til byen til påskefesten. Men for Jesus spiller en gæstfri værts invitation – eller identitet for den sags skyld – det spiller ingen rolle. Initiativet ligger hos ham, hvis time er nær. Og timen, den kommer på korset.

Det er også snart Judas’ time, som er nær. Hans chance for et øjebliks berømmelse. Måske drømmer han om det øjeblik, hvor Jesus i lænker vil se ham stå med soldaterne og pludselig indse, at det var ham, Judas, der styrede alle begivenheder? Et øjeblik med ros og ære. Judas’ time var nær. Men den kom på en anden måde, end Judas havde tænkt. Den kom omkring bordet, da Jesus udpegede ham: ”det er ham, som dypper i fadet sammen med mig.” Og når han senere står med soldaterne i Gethsemane og har vundet over Jesus ved at kysse ham, kan han ikke bruge den sejr og de sølvpenge til noget som helst. I det øjeblik vil han forstå, at han selv trods sin opfindsomhed og sit initiativ, trods hele sit ubestridte Judas-talent kun har ét fomål her i verden: at være vejbereder for Jesus. Judas er en tragisk figur: han vil konsekvent det onde, men kommer til at fremme det gode. Forræderiet kan ikke ændre på hans tiltænkte skæbne: at være en dramatisk men nødvendig brik for at Jesu time kan komme. Der er kun én vej ud for Judas: og det er at forsvinde helt. Bibelen vil vide, at han endte med at hænge sig i et træ. Selv dér i træet, hvor han hængte sig, beholdt hans liv en mening. Det, som er på færde i påsken, er nemlig meget større end hvad skidtknægten Judas kan fatte. Så stort som tingene bliver, når selv det onde tjener det godes sag. Gud er ikke det ondes modstander i en evigt bølgende kamp her på planeten. Det onde må selv opleve sig i Vorherres magt.

Det er det, der menes, når det i en bøn hedder, at Gud ”omfatter både godt og ondt”. Judas, forræderen og angiveren, der forkastede Jesus – er han i virkeligheden den vigtigste disciple skærtorsdag? Judas, det godes uvilkårlige tjener? Judas rummer i sin person påstanden om, at der kun er Gud til at stå bag alt det i vores verden, som er ondt og gør ondt. Jeg tror ikke, der findes en djævel med nogen som helst magt. Alting, kommer fra den Gud, der giver og tager. Men vel at mærke med én helt afgørende tilføjelse: Kristus var selv  i torturkamret, på dødsgangen, på korset. Gud, som omfatter godt og ondt, underlægger sig selv det onde. Når mennesker i nød slår akkurat korsets tegn for sig, så er det det, de husker. Kristus led selv.

Og endelig er det også ved at være disciplenes time. Den kommer ved bordet, hvor Jesus siger: ”én af jer vil forråde mig.” Læg mærke til, hvordan disciplene reagerer. Det er et øjeblik, der kalder på ærlighed, og derfor udbryder de: ”Det er vel ikke mig, Herre?” Hvem kan ærligt sige: forråde dig, det kunne jeg ikke finde på? Disciplene søger forgæves svaret på deres sande natur og må søge det hos Jesus: ”det er vel ikke mig?” Jo, det kunne sagtens være hver og én af disciplene – og det bliver det også, så sandt som de flygter fra Jesus og fornægter ham. Judas er blot den, som loddet er faldet på. Idag er det ham, der har sølvpengene. Men de vil alle sammen forråde Jesus. Disciplene om bordet skærtorsdag – de rummer i deres person hver af os, som kun af tilfældige grunde er gode retskafne borgere, men som os alle under andre omstændigheder kunne blive en diktators medløbere, et mindretals forfølgere. Vores pænhed er kun en tynd, tynd fernis. Hvert menneske er i stand til at gøre ondt, det skal man ikke have nogen illusioner om. Filosoffen Hannah Arendt chokerede verden med den sandhed: grusomme bødler kan være gode familiefædre. Den dårlige karakter kan kaldes frem hos os alle, når blot omstændighederne vil. Hver af os må spørge ansigt til ansigt med ondskab: ”det er vel ikke mig, Herre?”

For sådan er disciplenes sandhedens time: I vil alle forråde mig. Judas har stafetten, men det kunne være enhver af de andre. Sådan et selskab har Jesus omkring bordet skærtorsdag: et dusin af fuldstændig såkaldte venner, hvis forsikringer er uden vægt og hvis moralske habitus er tyndt som pergament. Dette er disciplenes time, hvor deres skæbne bliver afgjort. Og det sker på den mærkelige måde, som kun kan forstås ved at gentages igen og igen, søndag efter søndag. Hele den vandrette række af disciple – og Jesus som den lodrette, der løfter brødet og vinen mod himlen, velsigner disciplene og det, de er i gang med og siger: dette er mit legeme – spis det! Dette er den nye pagts blod – drik det! Jesus rækker selv brødet og vinen til Judas og til os: så bred og høj og dyb er Guds nåde. Amen.

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

Email: jsas(at)km.dk