Fastelavn | 19.02.2023 | Matthæus 3,13-17 | Poul Joachim Stender |

Det diskuteres i øjeblikket, om vi skal have ændret dåbsritualet. Mange præster mener, at det er gammeldags, og at folk ikke forstår det. Og hvad så? Der er ingen af os, der forstår dåben.  Hvordan skulle vi forstå, hvor smukt det er, at vi i dåben får del i Guds rige. Dåben er et mysterium, som man ikke kan begribe med sproget. Det er en misforståelse at tro, man kan finde en sproglig genvej til mysteriet. Når det gælder mysterier, er der ikke noget, der hedder ”at sige det mere direkte, så alle kan forstå det”. Hvis man begynder at pille for meget ved dåbsritualets ordlyd, kan det ende med, at teologien også bliver ændret. I dag er der for eksempel præster, der ikke kan lide, at vi beder om, at barnet må blive Guds barn ved dåben. De mener, at hvert eneste barn i hele verden er Guds barn. Og det er en smuk tanke. Men hvad hvis det ikke er rigtigt, og vi kun bliver Guds barn gennem dåben? Jeg er så lykkelig for, at mit barnebarn er blevet døbt. Og jeg er stolt af, at min søn og svigerdatter har taget en åndelig beslutning på barnets vegne. De fleste forældre skal nok sørge for, at barnet får sund mad, kommer i gode institutioner og skoler. Forældre træffer tusind af valg på deres børns vegne. Hvorfor vil de så ikke træffe det åndelige valg, at lade deres barn døbe? De siger: ”Børnene skal selv bestemme”. Sludder og vrøvl. Det er os forældre, der bestemmer, hvilken tro vores barn skal have. Og er barnet ikke enig med vores valg som voksen, er det frit stillet til at gøre, hvad det vil.  Der er mange grunde til at lade sit barn døbe. For det første døber vi, fordi Jesus blev døbt. Hvis han ikke var blevet døbt, havde vi ikke haft nogen dåb. For det andet døber vi, fordi Jesus siger, at vi skal. ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.  Og for det tredje døber vi, fordi vi elsker vores børn så højt, at vi vil gøre deres univers kæmpe stort. Det er ikke kun jorden og alle jordens pragtfulde gaver, de skal have glæde af. De skal også have himlens gaver, et åndeligt liv, trygheden ved at vide sig elsket af en kærlig Gud. Tatoveringer er blevet meget populære. Hver by har et sted, hvor man kan blive tatoveret. Men den smukkeste tatovering får man her i kirken. Ved dåben tegner jeg et kors foran barnets ansigt og bryst, så alle døbte begejstret, kan tænke: ”Gudsfingrene grande, slog kors for min pande, Guds enbårnes røst, slog kors for mit bryst, nu kan ingen Djævel mig skade”. Netop ved at lade os døbe og ved at lade vores børn døbe, tager vi parti for kærligheden og indleder vores modstandskamp mod al den ondskab, der findes i os selv og i verden.

I næste uge står jeg ved det sted, hvor Jesus blev døbt i Jordanfloden af sin fætter Johannes Døberen. Det hedder Qasr el-Yahud. Pilgrimme er valfartet til Jesus’ dåbssted i hundredvis af år og ladet sig døbe eller velsigne i floden. Men i 1967 brød seksdagskrigen ud mellem Israel på den ene side og Jordan, Syrien, Ægypten og Irak på den anden side. Hele området blev mineret med over 6000-7000 miner. I 50 år har dåbsstedet ligget øde hen som et andet Tornerose slot. Først de sidste par år er minerne langsomt blevet fjernet og snart vil de forladte kirker ved floden komme i brug igen og alle kan i slutningen af dette år uden fare komme frem til helligstedet. Tanken slår mig, at vejen til dåben i dag er ved at blive mineret. Hvis vi mener, at det er børnene selv, der skal bestemme om de skal døbes eller ej, har vi gjort dåben total ligegyldig. En mæslingeepidemi er på vej til at brede sig, fordi forældre er tankeløse nok til ikke lade deres børn vaccinere. Hvad sker der, hvis forældrene er tankeløse nok til ikke at lade deres børn døbe? Kan det medføre en epidemi af gudløshed, åndløshed, manglende holdning til, at fundamentet i vores kultur er kristendommen? Dåben er mineret på grund af farlige påstande om, at dåben ikke er særlig vigtig. Men det er den. Dåben er et mysterium, en udgang og indgang til evigheden, hvis betydning er umulig at fatte. Hvis man er i tvivl om hvorvidt man skal lade sit barn døbe, døb det af ren og skær kærlighed til Kristus og barnet.

En af vores tidligere politikere påstår at dåb og omskærelse er det samme. Det er det absolut ikke. Den blodige omskærelse hos jøder og muslimer kan drengebørnene ikke omgøre. De kan ikke få sat deres forhud på igen som voksne. Men dåben kan omgøres. Som døbt er man fri – også efter dåben til at ville noget andet. Og netop den kristne dåbs mildhed, det lunkne vand over barnets hoved, de to luftkors, de kærlige bønner, de smukke læsninger om Guds nåde, muligheden for at fravælge sin dåb, afslører at kristendommen er en religion hvor kærlighed, nænsomhed, frihed, varsomhed over for skabningen er yderst vigtig. Men samtidig afslører dåben også, at kristne har gang i en modstandskamp mod ondskaben, som skal intensiveres i den kommende faste. For dåben indledes med, at den døbte siger ja til at forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og i denne modstandskamp er vi godt beskyttet med et åndeligt panser. Vi må aldrig glemme følgende: ”Gudsfingrene grande, slog kors for min pande, Guds enbårne røst, slog kors for mit bryst, nu kan ingen Djævel mig skade”. Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk