1.søndag i fasten | Matthæus 4, 1-11 (+ 2. Kor 6,1-2 og Gen 3,1-19) | Af Anne-Marie Nybo Mehlsen |

”Sårbarhedens mysterium”

Det er tydeligt, at løgnen har stor magt i verden i de falske nyheder og  filteret på mobilen, der pynter på virkeligheden, og den ublu løgn om fakta for åben skærm. Det er en almindelig fristelse at forstille sig og fremstille sit anliggende i lige det lys, der passer mig og min sag bedst. Det kaldes marketing og politik.

Ingen taler, heller ingen prædikant kan sige sig fri af overvejelsen om, hvordan sagen bedst fremstilles for tilhøreren; Det skal dog ikke ske på bekostning af sanddrueligheden! Når vi nu i kirken taler om ting, der ikke kan faktatjekkes i almindelig forstand, skylder vi endnu mere at holde os til det givne emne, de faktiske ord og deres oprindelige kontekst, og selv modigt at gå ind i anliggendet og sætte egen tro og tvivl, egen eksistens ind på, at det, der siges om Gud, holder kursen som forkyndelse til tro.

Fristelsen ligger lige for: Det kan let forekomme mere ”kulørt” og fængende at tale om Djævelen og al hans væsen af ondskab og udspekuleret bagtalelse af Gud og mennesker, end at give sig i kast med fordybelse i mysteriet om korset, Korset, hvor det viser sig, at Guds dårskab er visere end alle verdens kloge, og at Guds svaghed er stærkere end alle verdens stærkeste.

Det er først og sidst Guds magt, Jesus holder fast i derude i ørkenen. Han holder fast i Guds magt som anderledes og udenfor kategori, – som en gådefuld magt, der viser sig at bære, også igennem den yderste sårbarhed, den absolutte udsathed.

Fristelsen handler om at skaffe til veje, at mætte sulten; og at slippe fri af lidelsen og afmagten. Jesus insisterer på, at der er en vej igennem, en udholdenhed, en hengivelse, der er stærkere. Som sådan er fortællingen en fastetidens fortælling om, at vi godt kan tåle at give afkald, at vi kan tåle at undvære, at holde ud og at stole på Gud. Samtidigt er det en dør ind til erfaringen af noget ganske andet, en gådefuld erfaring af, at lidelse ikke har absolut magt over et menneske – som det ellers umiddelbart forekommer. Her er der grund til at træde varsomt af respekt for det lidende mennesker. Hvordan skulle vi kunne tale om denne fortælling i lyset af hungersnød, sygdom og smerte?

Nej, det kan vi nok slet ikke, og netop derfor er der grund til at reflektere i tide, mens lidelse endnu er fjern, midt i det gode liv. Og dermed også grund til at holde fastetiden i hævd som en tid til indøvelse af tillid, og lade den være en bevidst vandring med åbne øjne ind i sårbarhed og udsathed som vilkår. Der er grund til i fastetiden at hengive sig til Gud.

Fristelsen er altid til stede i menneskelivet: Fristelsen til det, der ligger lige for, den korteste, letteste vej, det nemmeste.

Fristelsen ligger i det, jeg lige nu har lyst til og i det, jeg lige nu ser som det bedste for mig. Vi falder hele tiden for fristelser uden at spørge og uden at tænke efter.

Det ville være så enkelt, hvis der stod navn på. Hvis alt her i verden havde en selvlysende etiket, der fortalte os, om det nu faktisk var godt eller ondt. Men nej, – så enkelt ved vi godt, at det ikke er. Vi taler om fristelser, som var det søde sager. Som var det ganske uskyldigt, en bagatel.

Jesus i ørkenen fristes med det smukkeste af alt tilsyneladende. Fristelsen er pakket ind som godhed. Hvorfor skulle han, som er Guds Søn dog ikke forvandle ørkenens sten til brød og mætte ikke kun sig selv, men alle sultne?

Så – et sus gennem luften – som med slag af store vinger står Jesus nu på templets tinde. ”Styrt dig ud! Lad dig bære af englene gennem tilværelsen og vis, hvad Gud formår. Herefter vil frygten gå hvileløs på jorden og ikke kunne få tag i et eneste menneske!”

Endnu et sus og Jesus står på et bjerg, hvorfra al jordens herlighed er synlig. ”Det er mit!” påstår Djævelen – ”men med et enkelt knæfald for mig er det dit – tilbed mig!”

Fristelserne er én lang udfordring til at bruge den magt, Jesus har som Guds Søn. Djævelen indleder snedigt med at så tvivl og mistro: ”Hvis du er Guds Søn, så …” Han henviser endda til Skriften – til Guds egne ord…. Og der er et ekko i det her af noget vi kender og har hørt før.

”Har Gud virkelig sagt…” Sådan fristede slangen Eva engang i Paradis med Guds egne ord, – bare lige drejet en anelse. Slangen gjorde Guds forbud mod at spise af et bestemt træ til et forud mod at spise af noget træ overhovedet. I mistroens gule lys lyder det lokkende: ”I kan blive som Gud til at kende godt og ondt.”

Og mennesket ville ikke længere være menneske, men satte sig selv i Guds sted og spiste.

Det er samme frister, Jesus møder derude i ørkenen. Som en anden Eva må Jesus lægge øren til slangens hvislen i gentagelsen ” Hvis du er Guds Søn…”

Fristerens få ord er et sandt tæppebombardement af Jesus.. Fristelse til at vise sig for alverden, til at bevise, at han er Gud Søn. Hvorfor ikke gøre det let for sig selv? Det er en fristelse til at aflægge den menneskelighed, han har taget på sig og slippe for lidelsen. Jesus bliver vitterligt angrebet i sit inderste væsen.

Men Jesus insisterer på sin menneskelighed, insisterer på sit afkald. Han insisterer på Gud, selv i den dybe nød, nær døden af sult, i ørkenens tomhed. Han insisterer på at vide sig i Guds hænder midt i lidelsen uden nødvendigvis at skulle afkræve Gud svar eller regnskab. Han lader det hvile i Guds hånd, som tilhører Gud. Jesus fastholder forskellen på Gud og menneske, og hengiver sig lydigt til Skaberen som støv i hans hånd.

Vi begynder at ane dybderne i kampen. Det er Eva og slangen om igen, men forskellen er, at Jesus holder fast. Djævelen kommer til sidst til kort og afslører sig selv som bedrager ved at love det bort, som kun Gud råder over. Så er det tid til at kalde trolden ved navn og vise det onde bort,

Derfor er det ikke ligetil at lade som om Djævelen ikke virkelig er noget.  Stillet overfor bestialsk ondskab nytter det ikke at lukke øjnene og mene, at det ikke findes, at det ikke er alvor. Sådan giver man bare det onde frit spil, stiller sig uafvidende til tjeneste for ondskaben og løgnen. Det hjælper ingen ud af lidelse at påstå, at lidelse bare er en illusion, eller at sige, at lidelsen i virkeligheden ikke findes.

Her i fastetiden er det en tanke værd, hvordan vi er rustet imod ondskab og lidelse. Hvordan møder vi modgang og hårde livsvilkår?

Fastetiden handler om at give afkald, om at indfinde sig i sårbarheden og  leve, henvist til Gud. Faste er at forvente alt godt fra Guds hånd.

I den erfaring er ikke ørkenens golde tomhed, der møder os. Vi behøver ikke være sultedøden nær. I eftertankens stilhed, i den lyttende bøn møder Kristus dig som den, der sørger for dig, lytter, rækker ud til dig.

Gud ville ikke være almægtig, men barmhjertig, – og Jesus viste os det, ved ikke at underlægge sig verden og alle dens riger og rigdomme med magt, men hellere give hele sig selv hen med al sin menneskelighed.

Den hengivelse blev til opstandelsens nye morgen, så vi ikke længere skal gå til i frygten for lidelsen. Så vi aldrig skal blive forrået og fornægte at se den, men tværtimod til enhver tid afsløre den som Djævelens værk og kæmpe imod den. Så vi aldrig skal frygte at give ud af os selv og stå ved sårbarheden, indfinde os som menneskebørn foran Gud. Amen.

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK 4930 Maribo

Email: amnm(at)km.dk