Prædiken til 4. søndag efter Trinitatis | 28. juni 2026 | Matt 5,43.48 | af Rasmus H.C. Dreyer |

Det er meget menneskeligt at have fjender

For snart 170 år siden blev en patient indlagt på Frederiks Hospital i Bredgade, København. Han fik nummer 2067 og lå indlagt i over en måned, inden han den 11. november 1855 udåndede. Navnet var Søren Kierkegaard, den store teolog.

I den sidste tid, inden Søren Kierkegaard måtte indlægges, havde han raset mod datidens danske statskirke, dens præster, biskopper og de vakte, særligt grundtvigianerne. Der var ingen af dem, der var ordentlige kristne.

Kierkegaard hadede sin bror, teologen og biskoppen Peter Christian Kierkegaard. Han hadede grundtvigianere. Peter Christian var grundtvigianer. Han hadede statskirketeologerne. Peter Christian var ansat i statskirken. I et hedensk samfund, og sådan anså den dødsmærkede og død-forbitrede Søren Kierkegaard det danske, måtte den kristne møde vantroen og troens fjender med had, hån og latterliggørelse.

Peter Christian, Kierkegaards bror, ville gerne komme på god fod med sin bror. Det ville Søren ikke høre tale om. Ja, man fristes til at sige, at den døende Søren Kierkegaard, som rasede så højlydt mod kirkens manglende kristendom, var en hykler, som så en splint i sin brors øje, men selv havde glemt bjælken i sit eget øje. Men som Paulus så klarøjet spørger i dagens epistel: ”Hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol”.

Der var også andre, der forsøgte at forlige sig med Søren Kierkegaard, da han lå for døden. En grundtvigiansk præst sendte ham en prædiken. Den ellers så svage Søren Kierkegaard blev spruttende arrig: ”Send ham den tilbage! Jeg tager ikke imod den”. Og Søren fortsatte: Disse mennesker tænker kun på det jordiske, de har slet ikke sans for, hvad der er oventil.

Søren Kierkegaard talte meget om både broder- og fjendekærlighed. Selv lå det ham altså svært. Og jeg vil sige: det gør også Søren Kierkegaard til et helt almindeligt menneske.

Dagens evangelium er ellers meget klart, når Jesus siger: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn”.

K.E. Løgstrup, en af det 20. århundredes store danske tænkere, var selvfølgelig meget påvirket af Kierkegaard. Løgstrups læsning af ham blev dog aldrig særlig anerkendt. Løgstrup påstod nemlig, at hadet var et ideal for Kierkegaard.

Det er misforstået. Kierkegaard mente snarere, at man må indse sit had og vide, at man har fjender, før end der kan blive tale om at tilgive dem.

Dagens udklip fra evangelierne stammer fra Jesu bjergprædiken. Og denne allermest radikale og voldsomme del af Jesu lære, den kendte og brugte Søren Kierkegaard flittigt. Hele hans forfatterskab og kamp mod den etablerede kirkelighed beroede netop på en alvorlig forståelse af Jesu radikalitet. Med andre ord: At Jesus mente, hvad han sagde.

Kierkegaard påpegede med andre ord, hvor svært det var at blive 100% som Kristus. Bjergprædikenen er da også ofte blevet udlagt som ren utopi; det vil sige, at den skildrer gudsriget, og derved viser bjergprædikenen alt det, vi ikke kan. Ergo fælder Jesus dom over os, og viser os, hvordan vi hver især synder, og hvorfor vi har brug for hele den fortsatte historie. Det er: evangeliet om Jesus, hans liv, død og opstandelse.

Sådan lidt forenklet sagt, så begynder Jesus altså med at revse os for, hvad vi gør forkert, for senere i evangelierne at åbenbare os, hvordan det hænger sammen: at vi må håbe på Gud og bæres af hans kærlighed og nåde, fordi vi så tit har vist os utilstrækkelige.

Det er i samme åndedrag, at vi skal forstå Jesu ord om fjendekærlighed. De er mærkeligt nok blevet meget populære i en misforstået form. ”Ja, hvis alle nu bare levede, som der står i bjergprædikenen og elskede hinanden, så ville verden være et sted fyldt med fred og kærlighed”.

Jesu ord forveksles her med humanitet og idealisme. Men så går det personlige ansvar af ordene. Når vi ophøjer Jesu tale til mig, hans krav til mig, til noget generelt eller idealistisk, så gør vi det samtidig upersonligt, og vi agerer af samme grund ligeså uansvarligt derefter. Med andre ord: Hvis det ikke personligt angår mig, så er det nemt at være forsonlig og tilgivende og inkluderende og love sig selv, at man aldrig nogensinde vil sige et hadefuldt ord om nogen. Men så snart vi selv bliver personligt anfægtet, ramt, udfordret, krænket, ja, så viser det sig naturligvis, at vi er mennesker og er både uforsonlige og hadefulde – og selv nogens fjender.

Når vi møder modstand eller ondskab erfarer vi også, at vi har vores egne fjender. Det er derfor for nemt ikke at hade og bare dele ud af sin tilgivelse og overbærenhed, hvis man faktisk slet ikke selv står i fare. Hvis du tilgiver eller elsker på andres vegne, er det næsten en form for krænkelse af dem, der har mødt virkeligt fjendskab og ondskab.

Ægte fjendekærlighed er derfor som Stefanus’. Stefanus var den første kristne martyr. Han blev stenet af jøderne for sin tro på Kristus. Stefanus bad for sine fjender, da de dræbte ham. Men der er jo forskel på som Stefanus at bede for dem, der slår en selv ihjel … og så at stå ved siden af og tilgive den, der forfølger og piner og dræber andre.

Det sidste er nemlig hykleri. Så stiller vi os selv an på andres vegne, når vi vil bryste os af at elske vores fjender og vise os tolerante inkluderende. Friheden er ikke det samme, som at vi skal finde os i, tolerere, fjendskab i frihedens navn.

Hvad så med Jesu ord? Jeg tror, de skal forstås i samme åndedrag. Vi skal elske vores fjender, hvad der vel at mærke ikke er det samme som at sige god for hans handlinger. Eller at tro, at det onde ikke virkelig er ondt. Eller at det måske bare drejer sig om at sætte sig i den andens sted, og så bære over, når vi forstår ham – forstår den, vi troede var vores fjende.

Som kristne ved vi, at der følger ansvar med kærligheden. Kærlighed er det samme som forståelse eller føjelighed. Kærligheden kan også bestå i at trække grænser, der er til bedste for min næste, og som vedkommende ikke selv kendte.

Men Jesus fortæller os jo, at vores fjende er et menneske, der faktisk kommer os ved. Fjendekærligheden betyder, at jeg skal elske min fjende, ikke for min samvittigheds skyld, at jeg selv kan få fred eller føle mig god ved det. Nej, jeg skal elske min fjende under det ansvar, at han er mit medmenneske. Som også jeg kan være nogens fjende, men stadigvæk et menneske. Et menneske, der i sidste ende kun har Guds barmhjertighed at håbe på.

Den store russiske forfatter Fjodor Dostojevskij oplevede i sin tid, at det russiske retssystem blev reformeret. Man indførte nævningeting, altså at helt almindelige borgere er med til at dømme. Og Dostojevskij oplevede, at man nu begyndte at frikende de anklagede. Det var godt for dem, der vitterlig var uskyldige. Det gav juridisk retfærdighed, men Dostojevskij blev oprevet over, at nævningene af barmhjertighed og gode hjerter tilgav beviseligt skyldige mennesker.

Dostojevskij mente, at nævningene frikendte de skyldige, fordi de selv var bange for at blive dømt. Som Jesus siger det: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”.

Det var imidlertid en frygtelig misforståelse. Som Dostojevskij skriver: ”At flygte fra dommen af ren og skær medlidenhed, det er det samme som at svigte sit medmenneske”.

Det kender vi jo godt. Når fjendekærlighed bliver til overbærenhed med det onde, har vi misforstået vores ansvar og kærlighed til næsten.

Vi kan derfor tage den lektie med os fra evangeliet i dag, at vi har fjender. Ja, eller at vi også selv kan være nogens fjende. Det ved Jesus godt. Han kender os mennesker. Og når vi ved det, ved vi også, at vi altid må være overladt til at bede Gud om tilgivelse. Ja, bede Gud om, hvad der er til bedste for ethvert menneske: at det må vende sig mod Gud og indse sine egne begrænsninger. At vi ikke er i verden for at bekrige hinanden, men for at leve dette svære liv med hinanden. Eller som Jesus også lærer os i sin bøn i bjergprædikenen: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Men hvad ville Søren Kierkegaard, som jeg indledte med, have sagt til alt dette? Gik han i døden med sit bitre had til alle sine teologiske fjender og kirkelige uvenner? Var der noget, han endnu ikke havde fået sagt, blev Kierkegaard spurgt til allersidst:

”Nei”, sagde han, eller, ”jo, hils alle Mennesker, jeg har holdt meget af dem alle sammen … Alt saae ud som Stolthed og Forfængelighed, men var det ikke. Jeg var slet ikke bedre end de andre”. Kort tid efter døde han.

Ja, alt det, der lød så ondt, var ment til bedste for hans næste. Må vi også indse det om os selv en dag.

Amen.

—

Rasmus H.C. Dreyer
Pastor
rhcdreyer@gmail.com