15.søndag efter trinitatis | 28.09.2025 | Matthæus 6,24-34 | Af Marianne Frank Larsen |

At være hos gud er at være hos det andet menneske

I den amerikanske film, der hedder Nomadland, bor Fern alene i den varevogn, hun har bygget om, så hun kan spise og sove i den. Hun hutler sig igennem med dårligt betalte jobs, alt efter hvad der er i sæson. Og så bor hun i forskellige trailerparker ude i det øde landskab i Nevada. Dér ser vi hende alene inde i vognens lille lukkede rum. Hun er i sorg, udslukt efter at have mistet sin mand og det liv, de havde. Hun har ingen børn, ingen nær familie eller venner. Hun har heller ingen penge, når hendes varevogn skal repareres. Og ingen udsigt til forandring. Hun er alene i mørket, både bogstaveligt talt og i overført betydning. Indtil nogen banker på hendes dør. Der er én, der skal have hjælpende hånd med at sælge sine ting. Hun er nødt til at komme. Og det gør hun, kommer ud og går med hen til Swankie i den næste vogn. Og der er én, der får ondt og skal have noget at drikke. Og der er én, der har brug for en smøg og en lighter. Og der er én, der bliver syg, så hun må varme suppe til ham. Og der er én, som skal have en hånd med at få malet de rustne pletter på sin vogn. Og der er én, der trænger til at blive klippet. Og én, der vil have hende med til et rengøringsjob på en campingplads.

Filmen er en undersøgelse af elendigheden hos de laveste klasser i USA, hos dem, der har mistet arbejde, hus og hjem, da fabrikkerne lukkede, og som ikke får nogen støtte af staten. Men det er også en håbefuld og fuldstændig usentimental fortælling om at blive kaldt på og både bogstaveligt talt og i overført betydning komme ud af sit eget lille lukkede rum, ud til nogen andre, som vil én og har brug for én, i hvert fald indtil de kører videre.

Jeg tænker, at det kald, eller de mange forskellige kald, der får Fern til at gå ud til de andre, spejler kaldet i dagens evangelium. ”Søg først Guds rige,” siger Jesus, ”så skal alt det andet gives jer i tilgift.” De ord er et kald til os. Med ordene og med billederne af himlens fugle og markens liljer kalder han på os for at befri os fra vores bekymringer. Det kan vi nemlig ikke selv. Bekymringer af alle slags har det med at besætte os. De holder os vågne om natten, de bremser vores arbejde og hæmmer vores glæde om dagen, vi kan ikke slippe dem, siger vi, men måske er det sandere at sige, at de ikke vil slippe os. De tager magten over os. Fanget i bekymringerne ligner vi Fern i filmen, lukket inde i den lille mørke vogn. Og derfor er det så befriende, at en klog mand har sagt, at dagens evangelium ikke bare er endnu en opfordring til at give slip og være tillidsfuld og leve i nuet og carpe diem som markens liljer og himlens fugle. For det er jo præcis det, vi ikke kan. Men dagens evangelium er et kald. Det er Jesus, eller det er den opstandne, der kalder på os for at bryde bekymringernes forbandelse udefra. Han kalder os ud, ud at søge Guds rige.

Og Guds rige – det er jo dér, hvor han selv er, selvom vi ikke kan se ham. Dér, hvor der sker dét, som skete overalt, hvor han kom, dengang de kunne se ham. Hvor mennesker kommer ud til hinanden og møder barmhjertighed, oprejsning, respekt, lindring. Hvor uretten bliver modsagt. Hvor vi bærer hinandens byrder. Hvor nogen bliver set og hørt og svaret og får en smøg eller en klipning eller en skål suppe, så der kommer et glimt af lys i øjnene. Det er dér, hvor han er, som han var dengang. Også nu og her. Overalt, hvor det sker, hvor kærlighed bor, er Guds rige hos os, mens vi lever vores liv her på jorden. Og det er dér, vi skal være. Og når vi skal være dér, sammen med ham, ude hos det andet menneske, kan vi ikke samtidig ”tjene mammon”, ikke på samme tid være opslugt af os selv og vores ejendom og vores status, eller bekymre os om, hvad vi selv skal tage på eller have at spise, eller hvor vi skal hen på ferie. I Guds rige er fokus altid på det andet menneske og hvad han eller hun har brug for. Den anden, som skal tjenes. Kun sådan tjener vi Gud.

Søg først Guds rige, siger den opstandne til os, og det siger han, fordi han mener, at det er dér, vi hører hjemme sammen med ham. Fordi han i sin gavmildhed regner os for sine søskende og ser os som børn af den samme himmelske far som han selv. Og derfor i stand til at handle som han, ikke bare leve passivt i hans ånd, men ”vandre i ånden”, bogstaveligt talt gå, ud til de andre: vise hinanden barmhjertighed, give hinanden oprejsning, respekt, lindring, bære hinandens byrder. Det tiltror han os, at vi kan. Og det er altid det, han vil: at den anden skal have den hånd, de ord, det nærvær, som gør, at livet bliver til at leve. Det forventer han af os. For vores medmenneskes skyld, for vores fælles livs skyld.

Vi glemmer det jo. Og bekymringerne om os selv og vores eget besætter os igen. Men hver søndag, når vi holder gudstjeneste, kommer han igen og kalder på os for at lukke os ud af vores eget lille, lukkede rum, som Fern bliver kaldt ud i trailerparken. Skjult i de ord, vi hører og synger, kalder han os ud til Guds rige, i Nevada eller i Aarhus, ud til ham og hinanden med øjne, der forhåbentlig både kan se den gavmildhed, vi får, og den gavmildhed, der er så hårdt brug for imellem os. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk