8. søndag efter trinitatis | 21.07.24 | Matthæus 7,22-29 | Af Anna Jensen |

Med Kristus som klippen

Det er sommer. Det er vidunderligt at komme ud og få sand mellem tæerne. Danmark har mere end 8000 km kystlinje og mange er heldige at have et sommerhus ved havet. På en solskinsdag er det skønt at vågne op, og løbe ned på strandet til den første dukkert. Det salte hav, den blå himmel, det varme sand, duften af hybenroser, jo, det er Danmark når det er bedst.

I oktober i 2023 blev kysterne omkring Østersøen ramt af en historisk voldsom stormflod. I flere dage havde det blæst kraftigt fra vest, vandet fra Kattegat var presset ind i Østersøen. Da vinden gik i øst, blev vandet presset ind i de sydlige bælter og skabte en stormflod som knuste sommerhuse og både, brød igennem diger og oversvømmede store arealer. Erstatningerne er tårnhøje og vi er endnu ikke færdige med at rydde op. I mange år har priserne for sommerhuse med havudsigt været presset op, men nu må sommerhusejere sande at deres huse er faldet i værdi, for hvem vil eje et sommerhus som er bygget på sandet? Nu bygger vi kystsikring, og forbereder os på at næste stormflod indfinder sig. Så ser vi hvem der har fået sikret deres huse godt nok for stormfloden vil komme!

Søndagens læsning er fra Bjergprædikens afslutning. Dommedag vil komme, siger Jesus, den dag, skal træet kendes på dets frugter. Den dag vil mange påkalde sig Jesu navn; ”Har vi ikke profeteret og uddrevet dæmoner i dit navn, har vi ikke gjort mægtige gerninger? På den dag vil Jesus sige det til dem som det er; ”Bort fra mig alle I som begår lovbrud”. Jesu ord er et citat fra salme 6 vers 9: ”Bort fra mig alle I der volder ond”.  Jesu dom er hård, for de som bønfalder Jesus på dommens dag, mener ikke selv de har gjort noget ondt. Nej, de har jo gjort netop gode gerninger, de har uddrevet dæmoner, de har profeteret i Jesu navn, så hvorfor mener Jesus, at de har begået lovbrud?

”Ikke enhver skal komme ind i Himmeriget, men kun den der gør min faders vilje.” Lovbrud er altså at undlade at gøre Guds vilje. Guds vilje er godhed, mildhed, tålmodighed, ydmyghed, overbærenhed, men frem for alt kærlighed. Ifølge Matthæusevangeliet er gerningerne vigtige, men det vigtigste er, at de er gjort i kærlighed. På dets frugter skal man kende træet, som står i linjerne lige før søndagens perikope.

Filosoffen Immanuel Kant mente ikke religion var nødvendig for at et menneske kan have etik og moral. Han mente at moralens bud gælder, ikke fordi de er givet af Gud, men fordi de er logiske. Fx må du ikke stjæle, for hvis alle stjal hele tiden, var der ingen der kunne eje noget, og dermed heller ingen der kunne stjæle. Kant mente også, at når en god handling udføres for et andet menneske, altså en god gerning, er gerningen god, hvis den er til gavn for det andet menneske, uanset hensigten bag.

I mange år af mit liv har jeg været enig med Kant. Når vi her i kirken samler ind til fattige i Afrika, er det underordnet hvorfor vi giver. Det spiller ingen rolle for modtageren om vi giver fordi vi selv opfatter os som gode, om det er af medlidenhed, om fordi de andre gør det, eller fordi Gud har pålagt os det. De fattige er glade for brødet, uanset hensigten bag. Men i de senere år er jeg blevet i tvivl. Jo, de fattige er stadige glade for det de får, men måske kunne vi have givet dem noget bedre og mere end brød?

For et par måneder siden rullede en sag igennem mediemøllen; Et bosted for handicappede i Nordsjælland, er blevet en kæmpe indtægts kilde for ejeren. Kommunerne betaler i dyre domme for pasning og pleje af handicappede borgere, men det viser sig at ejeren skovler penge ind bl.a. ved at udleje sine egne heste til stedet, at modtage honorar for at passe egne heste, som i øvrigt græsser frit på bostedets arealer. Beboerne modtager slet ikke den pleje og træning som kommunen betaler for og forargelsen vil ingen ende tage. Kan det være lovligt, at nogle kan berige sig selv på bekostning af samfundets svageste? Skal man kunne tjene penge på omsorg? Skal sygehuse, bosteder, ambulancekørsel kunne tjene millioner af kroner ind til private ejere? Indignationen er stor, men er det så meget anderledes, end når vi tjener penge på de tjenester og ydelser vi sælger til andre?

Jesus advarer os i dag: Byg ikke hus på sandet, for skybruddet vil komme, floderne vil stige og det hus vil falde. Vi skal bygge på klippen, dvs. Kristus. Et hus der står på et solidt fundament, på en klippe, vil stå fast, den dag stormen suser og rammer huset. Vi skal bygge på klippen, ikke fordi vi frygter dommens dag, nej for dommen er allerede nu. Huse, der er bygget i sandet, er bygget på selvkærlighed, på jagten efter penge og andres anerkendelse. Ikke alle lykkes med at drive forretning på omsorg. Nogle er oprigtige og vil det bedste for deres medmennesker, men brænder ud, når modgangen er stor. At arbejde med de svageste i samfundet er hårdt, høsten er stor og arbejderne er få. Man kan komme i tvivl om hvorvidt den hjælp man yder overhovedet, er nok. Når man først får øje på hvor mange svage vi har i samfundet; hjemløse, fattige, narkomaner, alkoholikere, virker vores indsats som en dråbe i havet. Nogle idealister starter private indsamlinger til børn i Ukraine eller flygtninge i Palæstina, men risikerer at blive udnyttet af pengegriske bagmænd, når pengene i virkeligheden går til terrororganisationer og korruption. De fattige er glade for de penge de får, så langt er jeg enig med Immanuel Kant. Men jeg tror hjælpen er stærkere og mere vedvarende når hjælpen kommer fra hjertet. Hvis vi kun giver for at opfylde et behov i os selv, er risikoen for udbrændthed, tomhed og omsorgstræthed stor. Vi har brug for næsten overnaturlige kræfter for at vedblive at være gode af hjertet.

Kristus er vores hjertestyrkning. Vi skal bygge på Kristus, på klippen, ikke på os selv og vores egen stolthed, for vi risikerer at alt vores møje løber ud i sandet. Kristus er klippen. Han er den, der skal bære os frem på dommedag. Både den dommedag der skal komme og den dommedag der er allerede nu. Allerede nu er Kristus hos os i sin Ånd. Allerede i dag kan vi søge hen til ham med vores udbrændthed, omsorgstræthed og vores forhærdelse overfor vores medmennesker. Han bøjer sig ned til os, gør sig til ét med os, tager vores synd på sig, giver os del i sin himmelske glæde. Og skubber os så blidt ud af kirken igen. Så vi i hverdagens nærkamp kan gøre gode gerning og bære Guds kærlige frugter.

Danmark er et lavland. Her er ingen klipper at bygge på, undtaget er Bornholm, klippeøen i Østersøen, men her er ikke plads til alle. I Danmark må vi bogstaveligt talt bygge vores huse i sandet. Vi nyder havet, solen, sandet og himlen og vi bygger diger og kystsikring for at værne om det som er vort. På samme måde skal vi værne om den skat vi har fået i himlen. Jesus giver os plads i sit rige hos sig, og vi skal give plads til hinanden og til ham som er klippen i vores liv. Amen.

—

Sognepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk