4.søndag efter helligtrekonger | 02.02.25 | Matthæus 8,23-27 | Af Rasmus H.C. Dreyer |

Salmer:

778 Fred hviler over land og by

51 Jeg er i Herrens hænder

18 Som fisk i hav

787 Du som har tændt

Gud glemmer os aldrig

Vejrudsigten gældende for Julianehåb og Kap Farvel-området til fredag den 30. januar 1959, kl. 15 grønlandsk tid. Det var kl. 19 dansk tid: ”Foreløbigt skiftende vinde, senere vind mellem øst og nord tiltagende til styrke 4-5 Beaufort og til tider sne. Moderat sigtbarhed.” Det er en fin vejrmelding, umiddelbart intet urovækkende. M/S Hans Hedtoft, Den kongelige grønlandske handels nye flagskib var derfor afgået planmæssigt fra Julianehåb dagen før. Fra Qaqortoq, som vi siger i nutiden med det grønlandske navn for byen. For første gang ville man gennemføre en ordinær vintersejlads fra Grønland til Danmark og dermed sætte de to dele af rigsfællesskabet i ny og tæt forbindelse med hinanden.

M/S Hans Hedtoft var bygget særligt til helårssejlads. Til isfyldt farvand. Forstærket stævn, dobbelt bund. Nittet på spanterne, svejset i sømmene. Syv vandtætte skotter. Det sikreste grønlandsskib nogensinde. Forbindelsen til København kunne nu opretholdes hele året. Uanset vejr, uanset vind, uanset is.

Men vinden øgedes, isen pakkede, strømmen forstærkedes. Og vejrmeldingen for Hans Hedtoft lød fredag den 30. januar kl. 9: ”Vedvarende snefald, sigt 1 sømil”. Kl. 11 ismelding: Isskodser og forvasket storis. Syv isbjerge i farvandet. Hans Hedtoft fortsatte.

Jeg kender en mand, der kom i en kirke i København, hvor jeg arbejdede i min studietid. Dengang var han vel omkring de 80 år. Han var uddannet radiotelegrafist. Han kom i kirken for at synge salmer. Og så kom han trofast ved én bestemt lejlighed, når evangeliet var det, vi har hørt i dag – Stormen på søen. Når Jesus viser sig at være der i menneskers allerstørste nød. Manden fra kirken var for alvor begyndt at gå i kirken, da han første gang forstod, hvad dagens evangelium betød. Det var i 1959. Han kunne slet ikke lade være med at bede. Og med at takke Gud.

Vinden er øget. Det er storm. Og M/S Hans Hedtoft er sejlet midt ud i den. For fuld kraft. 13 knob. Nødantennen er allerede væltet. Radiotelegrafist Carl Dejligbjerg sender vejrstationen et nødsignal: ”Udsend venligst S.O.S.” Kl. er 13.50. Seks minutter senere: ”S.O.S. Hans Hedtoft, stødt på isbjerg, 59,5 grader nord, 43 vest”. En halv time senere udsendes atter telegrafisk S.O.S.: ”Tager vand ind. Maskinrummet fyldt”. Senere: ”Vi synker. Vi har mange passagerer, 95.” Hele tiden bevarer Dejligbjerg sin rolige og kontrollerede kommunikation. Det er som om, han er sikker. Det sker ikke. Vi vil blive reddet. Vi er sikre. Dette skib, det ypperste menneskeværk, er usynkeligt.

Kl. 18.06: ”Vi synker nu…”. 18.07 Kalder Hans Hedtoft. Intet svar. Intet svar. Det usynkelige Hans Hedtoft er væk.

”M/S Hans Hedtoft antages at være gået ned 30. januar 1959 med mand og mus”, som det tørt lyder i sø-ulykkesstatistikken fra dét år.

Tilbage til den gamle mand, der kom til kirke for at sige Gud tak. Han arbejdede selv i Den Kongelige Grønlandske Handel, det danske statsrederi og handelsselskab i Grønland. Manden var som sagt uddannet radiotelegrafist. Og han skulle have været med Hans Hedtoft!

Hans livsfortælling drejede sig om, at netop denne jomfrutur København-Grønland og retur skulle have været hans tur. Men det var jomfruturen, et erfaren hold under telegrafist Dejligbjerg fik tjansen frem for den unge kadet. Lørdag morgen kunne han så hjemme i København læse på avisforsiderne: ”Hans Hedtoft forsvundet i nat. Alle 95 ombordværende omkommet”. Søndag gik han i kirke. Læsningen var da dagens evangelium.

Et evangelium, hvor vi hører, hvordan Jesus stiller stormen, ligesom han jo også i dag må have gjort det for at kunne gå disciplene i møde. ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” spørger Jesus, da han viser sig og bølgerne lægger sig. Dengang i 1959 prædikede Københavns biskop til mindegudstjenesten om søndagen, at ”Livet er et dyb, døden er et dyb, evigheden er et dyb. Ingen fatter det. Tavse og stille står vi over for havets dyb, som optog så mange mænd i sit skød”. Vores unge radiotelegrafisk fattede det ikke. At Gud så i nåde til ham. Men ikke til kollegerne og til de mange rejsende. Eller gjorde han? Jo, det gjorde Gud, forklarede han mig årtier senere, da jeg mødte den unge radiotelegrafist som gammel mand. ”Jesus gik også om bord hos dem – for Gud glemmer ikke”, fortalte han.

Ethvert færøsk barn er født med åre i hånd, står der i en samling færøske prædikener. Og det gælder i hvert fald, at havet er tættere på mange øboer. På grønlændere, færinger end danskere som de er flest i dag. Jeg prædikede engang i en færøsk bygdekirke, der var rejst af tømmeret fra et forlist skib, der havde søgt ly for stormen i en nærliggende vig.

Havets urkraft, dets tilstedeværelse siden skabelsens første dag gør os små. Vores uovertrufne selvsikkerhed kommer til kort, vi bliver de bange disciple, når vores forgængelighed og skrøbelighed udstilles af havets dødelige magt. Derfor er det også netop derfor at beretningerne om Jesus, der stiller stormen eller går på vandet, er et yndet motiv i mange kirker – også danske ø-kirker som for eksempel på Anholt. Jesu enkle, myndige ord har peget på vores lidenhed, og peget hen på, at sejladsen på havet, fiskefærden og havrejsen altid måtte være Gud i vold. Forsynet – Guds skjulte, uforståelige, men dog alligevel nåderige virke i verden og på havet var i sidste instans det eneste, der virkelig stod fast.

Det er også sandt, selv når vi er på land. For livet er i virkeligheden for usikkert til at tage for givet. Havet for lunefuldt til at kunne regne med. Sådan også med trygheden i livet. Vi kan ikke tage noget for givet, men dog tror vi alligevel på, at alting er givet. Og tror vi det, ja, så lærer vi også ydmygheden at kende. Ikke bare over for havet – men i hele sit menneskeliv. ”Nu flyr jeg til din nåde og giver mig i din hånd”[1] som der står i en gammel dansk salme.

For skulle det gå galt, så var det altid godt at være Gud i vold. At stole på, at Gud ikke glemmer mig. For Jesus rejser sig og stiller stormen og uvejret og kommer den tvivlende og bange i møde.

Og lad os slutte på Islands vestkyst. Det er november måned 1959. En bonde går langs strandkanten. Det har været storm. Luften er klaret af vinden, men havgusen og vanddråberne hænger stadig i luften. Det er morgen. Han går langs vandet for at se, om havet har skyllet noget op i sine mægtige dønninger. Så ser han det. Noget rødt, lidt hvidt. Der står også noget sort på det. Det er en redningskrans. Han går ned, tager noget tang væk med hånden, og han læser: ”Hans Hedtoft. København”. Ni måneder var der gået, siden Hans Hedtoft gik ned. Men jeg tror det var et tegn: Efter ni måneder, menneskets egen skabelsestid, var mandskab og passagere fra skibet Hans Hedtoft slet ikke glemt. For Gud glemmer os aldrig. Amen

—

Lektor Rasmus H.C. Dreyer

FUV-Århus

Hatting ved Horsens

E-Mail: rahd(at)km.dk

[1] DDS 64,5