Prædiken om Helligånden | 8. Juni 2003 | Johannes 14,22–31 | Erik Høegh-Andersen |

Det fortælles at en svensk herremand engang kom i besiddelse af
et maleri som fuldstændig betog ham. Det var især den lyskraft
der udstrålede fra billedet, han ikke kunne frigøre sig
fra.
Motivet var en solopgang. Bag en bjergkæde med smukke og fine former
steg morgensolen som en lysende ildkugle op mod himlens blå. Den
forgyldte de sneklædte tinder, mens bjergenes grønklædte
sider havde lange skygger i dunkle blå og violette farver. Også landsbyen
i dalens bund lå i skygge. Helt fremme i forgrunden af billedet
stod en kvinde med to børn ved hånden. De vendte ansigterne
mod solopgangen, så deres skikkelser var i flimrende modlys. Alt
i billedfeltet skinnede i et strålende lyshav, og de dybe skygger
understregede kun lysets kraft.
Men så en dag skulle herremanden på en udenlandsrejse, og
det skar ham i hjertet at han i lang tid skulle undvære synet af
sit elskede billede. Han overvejede at tage det med, men dertil var billedet
for stort og tungt. Pludselig fik han en idé. Han greb en skarp
kniv og skar den runde sol ud af lærredet. Det var jo netop denne
lysende sol han holdt så meget af, og så fik det være
med resten af billedet. Men til sin store skuffelse opdagede herremanden
hurtigt at taget ud af sin sammenhæng blev den gyldne sol til en
død, gul flade. Den strålede ikke mere, den gav ikke liv
fra sig, uden den verden den kastede sin stråler på. (Efter
Niels Eric Grunnet: Giv det for intet s. 38)

Det forholder sig med Helligånden som med denne sol. Det er nøjagtig
lige så umuligt at isolere og forklare Ånden, som det er
at tage solen ud af sin sammenhæng. Det vil sige, selv følgelig
kan man da tale om Helligånden i sig selv, og det er der ganske
givet mange lærde folk som har forsøgt sig på, men
det der i reglen kommer ud af det, det er døde og abstrakte begreber
der slet ikke indfanger hvad Helligånden er.

Nej, hvad ånd er, det forstår vi først i den sammenhæng
hvor Ånden virker. Ligesom vi først forstår hvad solen
betyder for os, når vi ser ud over landskabet, ser hvordan alting
træder frem for os – som nu i pinsesolens skærende og blide
lys.
Man kan ikke sige at solen frembringer noget nyt. Men den afslører
og oplyser al den herlighed som er omkring os, så det kan sætte
sig som en fryd i sindet. Den får os til at se naturen, i dens
farver og nuancer, i et spil mellem mørke og lys.

Man kan vandre op igennem Ermelunden om morgenen, sådan som nogen
har gjort det her til morgen inden gudstjenesten, og man ser hvordan
sollyset glitrer i det nyudsprungne løv. Det fanger blikket, og
det vækker os. Men så kan man gå den samme tur igen
om aftenen, og da er det andre blade, andre udsigter som fanger vores
blik, fordi solens stråler falder fra en anden vinkel. Det er samme
natur, de samme træer, men i de skiftende belysninger fremstår
den på stadig nye måder, og vi ser fra den ene gang til den
anden facetter og nuancer, vi ikke havde lagt mærke til før.

Og igen – det er netop sådan det er med Helligånden. Helligånden
forandrer ikke virkeligheden omkring os. Men viser os den i nye vinkler.
Den flytter os, så vi ser og tager imod på ny. Den giver
indsigt i dybder og nuancer vi ikke havde ænset før.

Det kan være et menneske vi har kendt i årevis, vi synes
vi kun alt for godt ved hvordan det menneske er. Og så en dag krakelerer
det fastlåste billede vi har af denne person alligevel. Vi ser
noget vi ikke før har set. Vi fornemmer en dybde vi ikke har haft øje
for, og det kan da være som om det menneske så at sige træder
ud af rammen og bliver levende for os, uden at det er til at forklare
med en ændret adfærd eller en bestemt begivenhed. Den samme
person, og dog er det noget nyt.

Eller det kan være nogle ord vi har hørt eller sunget,
måske hundreder af gange. Vi har forstået dem, synes vi.
Vi har måske også mange gange sunget hen over dem. Vi vidste
jo hvad de betød. Og så er det at vi en dag alligevel hører
dem fra en anden vinkel, og de åbner for en betydning vi ikke havde
tænkt over. De sætter måske ord på noget som
er på spil i vores liv. De vedkommer os, sætter sig i os,
lever i os som de ikke har gjort det før.

Sådan er det med Guds ånd, den tager os så at sige
ved hånden og fører os rundt om hjørner, så virkeligheden
bliver ved med at åbne sig for os, og vi bliver ikke hængende
i det vi engang har hørt eller set. Det er ånden som gør
at vi ikke bliver færdige med hinanden, og med dagene vi står
op til.

Og det er også Ånden som, når vi befinder os nede
i modløshedens hængedynd og ikke kan gøre os fri,
så er det Guds ånd som os selv uafvidende insisterer, sukker
med os, holder os fast, indtil en åbning viser sig, og opstigningen
kan begynde, så vi igen kan undres og få nye ting at se.

Ja , uden Guds Helligånd så ville vi forblive på det
samme sted, vi ville vokse fast, vi ville blive ved med at se verden
i eet billede, og for hver dag ville tilværelsen forekomme os stadig
mere forudsigelig og banal. Og hvis ikke vi slog os til tåls med
en almindelig, veltilfreds ligegyldighed, så ville vi til sidst
ikke mene der var noget særligt at komme efter mere.

Om den forskel ånden gør, fortæller Søren
Kierkegaard meget fint et sted: Forestil dig to portrætmalere,
siger han. Og den ene sagde: Jeg har rejst meget og set mig om i verden,
men jeg har ikke fundet et eneste menneske, der var værd at male
– i alle de ansigter jeg mødte, fandt jeg fejl – derfor har jeg
rejst forgæves.
Og den anden portrætmaler svarede: Jeg har ikke rejst nogen steder,
men jeg har aldrig set et ansigt, som ikke havde noget der betog mig.
Ligegyldig hvem jeg så, fandt jeg noget i ansigtstrækkene
der gjorde det til en glæde for mig at male.
Hvad er forskellen mellem de to? Søren Kierkegaard svarer: Forskellen
er kærlighed, eller forskellen mellem dem er ånd.

Og eksemplet viser jo hvordan vi kan vandre gennem tilværelsen
uden at bevæges, uden virkelig at se. Vi synes vi møder
banalitet på banalitet, ingen ting er i realiteten værd at
interesse sig for. Et liv uden ånd.
Mens omvendt, hvor ånden virker i os, kærlighedens og sandhedens ånd,
der bliver vi ikke i selvfølgelighedernes og banaliteternes overflade,
men vi bringes til at se dybden i hinanden. Vi fornemmer dybden i vores
ord. Vi lever i en verden som berører os; som har betydning og
værdi.

Igen verden er den samme. Helligånden lægger intet til og
trækker intet fra. Alligevel er der netop en verden til forskel
om ånden bevæger os eller ej.

Og sådan er det også i forhold til evangeliets ord. Når
Jesus siger i det stykke fra Johannesevangeliet som blev læst op,
at Talsmanden, Helligånden, vil lære jer alt og minde jer
om alt, hvad jeg har sagt jer. Så er der jo ikke tale om at Ånden
bare skal gøre os opmærksomme på Jesu ord, så vi
husker hvad han har sagt. Men Talsmanden skal gøre dem nærværende
for os, så vi mærker sandheden og kærligheden som taler
igennem dem. Ja Helligånden skal vise os at det som evangeliet
taler om, har med os at gøre. Gud vil os noget og virker i os,
lige her hvor vi er.

Og det var jo det som i et voluminøst nu skete for disciplene,
den pinsemorgen som Lukas i Apostlenes Gerninger fortæller om.
Det blev nærværende som det aldrig havde været før.
Det var jo på en måde allerede blevet til fortid for dem.
Jesus havde taget dem med ind i Guds rige, men nu var han der ikke mere,
nu var det forbi. Hvad skulle de så egentlig? De sad tilbage med
fornemmelsen af uvirkelighed, tomhed, og måske en ubestemt forventning
om at noget ville ske.

Det var tidligt om morgenen inden gudstjenesten i templet. Og
da skete det, det var voldsomt og lige med eet. Det var, fortælles det,
som om en vældig fremfarende storm fra himlen fyldte huset hvor
de sad, og gennemsuste dem hver og en. Som om den almægtige Gud
nu trak sit vejr igennem dem. Det var som en brand der bredte sig fra
den ene til den anden. Alt det de sammen med Jesus havde set og hørt
om, det brændte nu i dem. Det var en begivenhed så forbavsende
og utrolig at de velsagtens kun tilnærmelsesvis har haft ord til
at beskrive den.

Men læg så mærke til dette her, – det er jo ellers
påfaldende med en så opsigtsvækkende begivenhed: Det
er ikke sådan at der andre steder, senere, refereres til den. Det
er ikke sådan at nu er det den slags oplevelser eller seancer det
gælder om at iscenesætte. Det kunne ellers være spændende
nok. Korinthermenigheden forsøger måske nok på det,
men sættes grundigt på plads af Paulus .
Hvorfor? Fordi det ikke er Ånden i sig selv vi skal fokusere på eller
dyrke. Det er ikke de særlige åndelige oplevelser som er
interessante. Men kun det som Ånden viser os. Altså igen
lige som med herremandens billede: Isoleret, i sig selv er solen en gul,
død klat, men dens betydning er i det den viser os.

Og derfor træder Peter også frem efter pinseunderet, og
nøgternt og klart fortæller han folkeskaren om hvad det
her betyder. De er ikke berusede, disciplene, forklarer han, heller ikke
i åndelig forstand. Det er jo tidligt på dagen. Guds ånd
har tværtimod givet dem et klarsyn. Han fortæller da først
om de gamle profetier, så hele historien om Jesus fra Nazareth
som Gud sendte og har gjort til alles Herre, og han fortæller om
dåben og det nye liv som venter den der vender om. Han peger på det
som har fået betydning, på meningen , på opgaven som
venter i vores liv.

Dét er Helligåndens gerning, ikke de særlige henførte
eller berusende oplevelser, men det at vi på ny forstår meningen
i at vi er til. Ja Helligånden giver os hen til en opgave, hen
til hinanden, til den virkelighed som trænger sig på.

Det er altså i denne sanselige, konkrete verden hvor vi har med
hinanden at gøre, at Helligånden udøver sit virke.
Og ligeså afgørende Ånden er for os, lige så umuligt
er det at skille den ud og gribe den i sig selv. Ja, det fører
i sidste ende til en pervertering af livet hvis vi forsøger på det.

Og jeg kan ikke se anderledes end at det er det der sker, i noget af
den åndelige, religiøse søgen vores tid er så rig
på. Jeg hørte på et tidspunkt nogle religiøst
sindene , „New Age“ inspirerede folk, forklare, hvor meget
vigtigere det var at sætte sig ned og tænke gode tanker,
end at gå ind til den nabo som led i sin ensomhed. Det drejede
sig, sagde de, om at blive eet med en altomfattende kærlig bevidsthed,
men altså på bekostning af det konkrete menneske vi ellers
kunne have haft med at gøre.

Det er altså en ganske anden form for åndelighed, end den
vi møder i Bibelens tale om ånd. Ånden er netop ikke
noget vi skal svælge i eller dyrke i sig selv. Det bliver til selvsmageri.
Det fører os ind i et rum hvor vi til syvende og sidst ikke hører
andet end et ekko af os selv. Og Ånden – den er naturligvis slet
ikke min tjener i et projekt hvor det gælder om at gøre
det godt for mig selv.

Tværtimod: Guds ånd blæser igennem os, så dørene
slås op ud til den virkelighed som er uden for os. Ånden
viser os en verden, herlig, dyb og krævende, slet ikke til at blive
færdig med. En verden hvor der er nok at fryde sig over og nok
at tage fat på. En verden hvor der i det der møder os, i
det vi har med at gøre, er nok af mening i at være til .

Og det er jo også det vi mærker og føler når
vi synger de pragtfulde pinsesalmer, som bedre end noget andet giver
os fornemmelse af hvad ånd og pinse er for noget.
Det er det jo ikke sådan at, når vi har sunget „I al
sin glans nu stråler solen“, så tænker vi: Uha
, nu må vi huske det med Ånden, det er sandelig også vigtigt,
der er noget dér.
Nej, men salmen, ordene og tonerne i forening, gør at vi føler
os overgivet til denne verden som vi kender, på ny. Den er himmelsk
og hjemlig på samme tid. Det er vores verden, så velbekendt,
se bækken! som løber ved vores fod. Og så er det lige
så fuldt Guds paradis som åbner sig for os lige her hvor
vi er.

Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemlig gennem løvet,
det lufter liflig under sky,
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

Det får Ånden os til at mærke og se.
Og det er jo kun en lykke at Ånden blæser os ud af os selv,
så vi ankommer til hinanden, til denne virkelighed, til Guds herlighed
igen. Glædelig pinse. Amen.

Pfarrer Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemars Vej 40
DK – 2820 Gentofte
Tel. ++ 45 – 39 65 43 87
email:erha@km.dk