Hvad gør man i en afskedssituation? Når man står på tærsklen fra en tid til en anden, fra et rum til et andet? Hvad gør man, når man står og skal forlade nogen, overlade dem til sig selv, fordi man selv skal et andet sted hen?
Man ber’ en bøn?
Derom handler prædikenen i dag.

1.
Jesus er sammen med sine disciple lige før han forlader dem. På torsdag Kristi Himmelfart hører vi om hans rejse bort. I dag handler det om hans sidste ord. De ord, hvor han samler op på sit liv og hvilken betydning det har haft. Hvad har jeg udrettet? Hvad var det jeg ville? Hvilken konsekvens har det?
Jesus har gjort det han skulle. Nemlig at vise mennesker, hvem Gud er. Og det er det evige liv: at kende Gud og kende Gud i Jesus.
Og derfor handler bønnen også om, at alle de, som tror på Gud, også vil holde sig til ham og holde fast ved Gud. Al forskellighed til trods, så binder troen på Gud sammen. Til en enhed. Sammenhæng.
Det er måske også det, der binder os sammen. Her i dag. Vi kommer fra hver sin sammenhæng. Vi er forskellige – børn og gamle, unge og voksne, familie og enlige, økonomiske velbeslåede og mindre bemidlet – men vi sidder i det samme rum, har ansigterne vendt i den samme retning – mod alteret, vi har vore tanker rettet mod Gud.
I vor forskellighed er vi dog fælles om gudstjenesten. Gudstjenesten ophæver vores særlighed, vores specialitet. Gudstjenesten gør os almindelige, ens. Og det er en stor nåde.

2.
Hvis vi skulle samle os om, hvori det almindelige liv består ifølge dagens evangelium, kan det samles i ordet ’GIVE’. Ordet forekommer 10 gange i de 11 vers, jeg har læst for Jer.
Man ka’ give på forskellig måder. I et forhold mellem to parter giver man eet og får noget andet til gengæld. Det gælder typisk, når vi handler. Men man kan også give på en helt anden måde, hvor gaven i sig selv er afgørende.
Det første, hvor vi giver et og får noget andet, svarer til, at jeg hos bageren lægger 14 kr. og får en avis. Forlanger ekspedienten 25 kr, får han dem ikke, og jeg får heller ikke nogen afvis. For i en handel skal det, vi giver, passe med det, vi får givet. Noget for noget. Hvor vi handler og bytter, er tingene det væsentlige.
Der skal bare være en aftale om værdien. Og vort liv er fyldt med den slags aftaler, hvor jeg giver mig og den anden sit. Parterne der udveksler behøver ikke kende hinanden. Det er ikke forholdet dem imellem, der er afgørende, men den ting, der bytter ejer. Sådan er det, når vi går i NETTO, brugsen, til lægen, til vores advokat. Noget for noget: vi handler med hinanden – det er en praktisk foranstaltning, men det problematiske er, når vi begynder at handle med hinanden som medmennesker, altså hvor vi tingsliggør medmennesket.

3.
Jesu bøn er en anden slags given. Det svarer til den, hvor forældre giver deres børn et kys, hvor kæresten får en blomst og ægtefællen en fødselsdagsgave. Disse forhold mellem forældre og børn, kærester og ægtefæller, mellem venner er kendetegnet ved, at forholdet er der på forhånd. De eksisterer forud for gaven, der gives.
Og det er ikke så afgørende, hvad der gives, men at der gives. Forholdet afhænger ikke af gaven, men gaven bekræfter, at der er et forhold. Ikke et pære for et æble, men et pære fordi jeg ikke ka’ la’ være.
Men så må man spørge: Den gave man giver sine børn, sin ægtefælle, sine venner, får giveren da ikke noget til gengæld?
Jo, det gør man da, men der er den afgørende forskel til købmandshandlen, at man ikke giver for at få igen, men at det vi får ved at give, at det har vi jo allerede fået på forhånd: det være sig børnenes glæde, ægtefællens kærlighed og vennernes venskab.
Gaven er et tegn på det som er. Og det, der er, får jeg, når jeg giver.

4.
Det må være sådan, Jesus taler om det, han har fået givet af Gud. Det er ikke en handel, men del af et levende forhold mellem ham, os og Gud. Som når han siger: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig. De var dine, og du har givet mig dem”.
”De var dine”. Igen tilbage til dette, at vi trods vores forskellighed er hans. Ethvert menneske, høj eller lav, spæd eller gammel, er Guds, uanset om vi omgås dem, som var de vores, og gør vores forhold til hinanden til en handel. Hvilket vi jo ofte gør.
Tænk på klicherne:
Når vi har givet børnene en god opvækst, så har de også at være taknemmelige
Når ægtefællen får min kærlighed, så har jeg også krav på at få hendes.
Og bruger jeg tid på mine venner, så har jeg også noget til gode, ellers er det ikke venner.
Sådan går det, hvor mennesker ikke er Guds, men vi vil eje hinanden. Når vores omregningsfaktor i forholdet er noget for noget.
Men hos livets Gud er det anderledes. Og erfaringen lærer os det.
Forældres kærlighed til børnene er ikke og skal heller ikke være ligesom børnenes kærlighed til forældrenes. Der vil altid være en forskel.
Og selv i det mest harmoniske parforhold elskes der ikke med den samme kærlighed.
Der findes ingen fællesnævner i levende forhold. Det gør der kun, hvor der handles. Med aviser, brød og biler. Men i kærlighed er der ingen omregningstabel, at jeg får som jeg har givet.

5.
”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, som du tog ud af verden og gav mig. De var dine, og du har givet mig dem.”
Sådan ber’ Jesus til den Gud, han kalder sin far i himlen, fordi han er i et levende, tæt og kærligt forhold til ham.

To ting er der at hæfte sig ved i bønnen.
1. Ordene om, at mennesket er taget ud af verden. Som jeg sagde tidligere. Vi er forskellige, men her i dette hus er vi de samme: vi er taget ud af verden og ind i det hellige rum.
Det er ikke noget specielt. Jeg mener: det er ikke overraskende, at Gud tar’ mennesker ud af verden. Ethvert forhold opstår jo ved, at nogen tar’ andre ud af verden og ind i deres egen.
Ta’ nu børnene der er døbt i dag: de hører til bestemte forældre, som har valgt nogle gudforældre og faddere. De er taget ud af verden. Der er slået en bestemt ring om deres forhold.
Eller ta’ et kæresteforhold: den ene har taget den anden ud af verden – en ring er slået om det forhold.
Sådan også med Gud. Gud har taget os ud af verden. Spørgsmålet bliver som til forældre/fadder/kæresten: Hvem er denne GUD, der har taget os ud af verden:
Er det den Gud, som lovede Abraham, at han skulle blive et stort folk og gav ham en søn i hans alderdom for så at kræve ham tilbage igen på Moria bjerg? Gud forlangte af Abraham Isak som offer, den søn Gud selv har givet ham?!
Eller det den Gud, som Moses mødte på Sinaj bjerg, hvor han fik de 10 bud som gave. Men da Gud så, at menneskene ikke overholdt budene, sendte han fjendens hære ind over landet. Det er GENGÆLDELSENS gud, som straffer dem, der ikke kunne betale igen, og som giver for at få?!
Nej. Det er ikke den Gud, der er Jesu far i himlen. Eller vores!
Det næste Jesus i sin bøn er jo: ”De var dine, og nu har du givet mig dem”.
Det er et vendepunkt. Vi tilhører en anden Gud en gengældelsens Gud. En anden Gud end den, der ofrer.
Vi er valgt af og tilhører den Gud, Jesus fortæller om i evangeliet.
Det er i sandhed glædeligt. Det betyder, at Gud ikke bare er en givende Gud, men en tilgivende Gud.
Gud som en far, der løber sin fortabte søn i møde og giver ham og os alt det tilbage, som er forspildt.
Alt ka’ mistes, bare ikke Guds kærlighed.
Den varer for evigt og til evigt liv.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
Og i al evighed.
Amen.

Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk