Den blinde der så | Estomihi | 15.2.2026 | Lukas 18,31–43 | Anna Jensen |

”Den blinde der så”

Om præcis 49 dage er det Påskedag. Påskemorgen mødes vi i kirken og fejrer at Jesus stod op af graven, at kærligheden er den største magt i verden. Der er lang tid til. Foran os lægger fasten, noget der kan føles som en ørkenvandring inden vi når frem til festen. Festen vil vi gerne, men er vi parate til at høre evangeliet om, hvordan Jesus gav sit liv for os? Eller er vi blinde for denne alvorlige side af Jesus liv?

Når en sandhed er for grufuld for os, sker det at vi vender det blinde øje til. At vi nægter at se sandheden i øjnene.

For et par år siden læste læsekredsen Linn Ullmanns lille bog ”Nåde” I bogen første kapitel mødes Johan med lægen til en alvorlig samtale. Lægens opgave er at forklare Johan, at han har kræft og at han vil dø af det. Vi følger samtalen igennem Johans hoved. Han tanker flakker og hæfter sig ved alt muligt andet end det egentlige. Johan tænker på sin kone Majs hår, han tænker på at lægen lugter af sved, og så tænker han på hvor irriterende der er, at lægen bliver ved med at kalde ham ved fornavn. Det er som om Johan ikke vil, ikke kan, høre det forfærdelige, som lægen fortæller ham. Senere i bogen er det svigerdatteren der lukker ørerne. Hun kommer på sygehuset for at besøge Johan. Hun er højgravid, er gået en uge over tid: ”Jeg går bare her og vugger og venter, siger hun let.” ”Også jeg,” siger Johan, ”jeg venter også bare.” Men hvor svigerdatteren venter på livet som skal begynde, venter Johan på døden som skal afslutte. Johans bemærkning bliver fuldstændigt overhørt af selskabet og falder til jorden.

Man skal sige sandheden, det lærte vi som børn. Men i disse år er det som om sandhedsbegrebet smuldrer. Både politikere og AI robotter fortæller usandheder, virkeligheden fordrejes. Vi blændes af de nyheder der skinner størst og fylder mest, så vi glemmer at se efter dem der lyser klarest. Det virkelige, det sande kræver mod at se i øjnene. Her, hvor vi er halvvejs inde i 2020’erne tegner der sig for mig at se, et billede af hedonismen som vor tids dominerende livsanskuelse: Vi søger udelukkende det, der giver glæde og lyst, og undgår konsekvent smerte og ubehag.

Jesus fortalte sine disciple sandheden. ”Se, vi går op til Jerusalem” sagde han. ”Der skal Menneskesønnen hånes, mishandles, piskes og slås ihjel og på den tredje dag genopstå.” Disciplene fattede ikke hvad Jesus sagde. De kommenterer det ikke engang. Måske var det for kompliceret til dem? De fuldt Jesus et stykke tid. De havde hørt hans prædikener, de havde set ham helbrede syge og stilne en storm på Genezaret sø. Nu skulle de til Jerusalem, sagde Jesus. Det var der ikke noget usædvanligt i, ved påsketid drog mange jøder på pilgrimstur til Jerusalem, for at fejre den jødiske påske med ofringer i templet. Men sandheden om at Jesus skulle lide og dø denne påske skurede i disciplenes øre, Jesus var jo nærmest ved at opnå kultstatus. Rygterne om ham løb i forvejen, overalt hvor han kom frem, flokkedes folk om ham.

Ved Jeriko sad en blind mand og råbte: ”Jesus Davids søn, forbarm dig over mig.” Den blinde tigger kaldte Jesus for Davids Søn. Egentligt var Jesus, Josefs søn, Davids Søn er en kongetitel. Da den blinde tigger kaldte Jesus for Davids søn, sagde han dermed at Jesus er kongen! Tiggeren havde én bøn til Jesus og den handlede ikke om penge, nej, den blinde ønskede dette ene, at kunne se.

Jesus gav manden synet tilbage, han blev helbredt, det er jo et under, for nu kunne han se. Men selv da manden var blind, kunne han se mere end disciplene. Manden kunne se at Jesus ikke blot var Jesus fra Nazaret, men at Jesus var Davids Søn, den nye konge.

Vi bilder os gerne ind, at vi er sandhedssøgende, vi handler ikke med territorier eller mennesker, for vi gør det rigtige! Vi er – nå ja, måske, ikke ligefrem Jesu disciple, så i det mindste Jesu tilhængere. Men er vi egentligt klar til at høre Påskens radikale budskab? Kan vi rationelle, videnskabelige og sandhedssøgende mennesker tro på, at Jesus gav sit liv for os – kan vi tro på opstandelsen?

Er det virkeligt, er det sandt, det der står i Bibelen spørger konfirmanderne? Ja, det er sandt. Kærligheden fik Jesus til at standse op og helbrede den blinde tigger. Der var også kærligheden der fik Jesus til at forsatte ad vejen til Jerusalem. Han satte den ene fod foran den anden og blev ved med at gå, selvom om han vidste at vejen ville ende i lidelse, kors og død. Jesus lod sig korsfæste, han gik hele vejen, for at vise os hvor stor Guds kærlighed er. Guds kærlighedsmagt er så stor at den kan overvinde selv døden.

Vi forstår det ikke, vi kan ikke overskue denne sidste pilgrimsrejse som Jesus foretog. Vil vi selv give vores liv for andre? Ja, måske for vores egen børn og dem vi elsker, men for tilfældige mennesker? Nej, nok ikke. Vi kan godt prøve at forklare, hvorfor Jesus skulle dø på korset og hvordan han opstod påskemorgen, men vi kan ikke rigtig forstå det.

Kærligheden kan ikke forstås. Den kan ikke bevises. Når nogen siger, at de elsker os, er vi nødt til at have tillid til, at det er sandt. I kærligheden er man udsat, for man kan nemt snydes og tage fejl, men kærligheden kan ikke bevises. Kærligheden skal mødes med tillid, den skal tros. Paulus skriver i Kærlighedens Højsang at kærligheden er det største af alt. Om vi kunne alt og kendte alle hemmeligheder og havde profetiske gaver, men ikke havde kærlighed var vi intet. Kærligheden er, at vi, som er blinde, bliver set af ham, som ser med kærlighedens øjne. Gud ser igennem alt det uvæsentlige og ser på os med mildhed og tålmodighed.

I Linn Ullmanns bog har svigerdatteren så travlt med sig selv at hun ikke ser Johans lidelse. Johans kone Maj, kan næsten heller ikke holde ud at Johan er dødsens syg, selvom hun er læge og kender til livets forgængelighed. Det er ubehageligt for os når vores elskede lider, for hvad skal vi gøre? Afmagten frister os til at vende blikket bort.

Guds hellige ånd kan indgyde os mod, så vi kan holde ud at være i afmagten. Nåden er, at vi, som i dag, kun ser tingene utydeligt og som så ofte er både blinde og døve for Gud, nåden er at vi engang ved tidens ende skal se ansigt til ansigt og erkende fuldt ud, ligesom vi også selv er kendt fuldt ud. Det ender godt.

Og da skal vi og hele folket blive seende og lovprise Gud.

Nu ligger fasten med sine 7 uger foran os. Lad os bruge dem til at øve os i at se. At se sandheden i øjnene, selv når den gør ondt. At se hinanden, også når vi lider. At se Jesus, der går til Jerusalem for os.

For når vi påskemorgen mødes her i kirken, er det ikke for at fejre, at vi har forstået det hele. Vi mødes for at være sammen i troen.  Vi mødes for at tro, at kærligheden vandt. At graven var tom. At døden mistede sin magt.

Og indtil da bærer vi håbet med os: Det ender godt. Amen.

Anna Jensen
Kingos Kirke, Odense
ansj(a)km.dk