Johannes 14,1-11

3. søndag efter påske | 21.04.2024 | Johannes 14,1-11 | Poul Joachim Stender |

Omvejene i vores liv er en del af livet

Der er folk uden stedsans. I en gammel Monthy Pyton film, er der en scene, der hedder ”100-meterløb for folk uden stedsans”. Alle atleterne står klar ved startlinjen. Pistolskuddet lyder, bang, og så løber de i otte forskellige retninger.  Jeg ejer heller ikke stedsans. Da jeg engang skulle holde et foredrag i Hjerting ved Esbjerg og var endt i Padborg ved grænsen til Tyskland, købte jeg en Navigator.  Nu viser en irettesættende kvindestemme mig vej. Man savner aldrig sin hustru, hvis man har en Navigator i sin bil.  Min er indstillet til at tage de hurtigste ruter. Det er målet, som det drejer sig om. Jeg kommer aldrig gennem landsbyer mere. Det er blevet kedsommeligt at køre bil.  Når vi nu er blevet så afhængige af vores Navigator, at vi ikke kan læse et kort mere, kunne det være fantastisk hvis vi også blev afhængig af en åndelig Navigator. Vorherre Jesus Kristus.  Det kan være ret irriterende at have Gud som sin Navigator. Hans veje er aldrig vores veje. Vi beder ham om at føre os frem til et mål ad den hurtigste rute. Men bliver konstant sendt ud på omveje og ender ofte der, hvor vi slet ikke havde regnet med at ende. Padborg i stedet for Hjerting.

I evangeliet i dag, siger Kristus de berømte ord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”.   Det betyder, at den vej vi betræder, ikke er vores. Det er Guds vej vi går på. Ved dåben blev vi Guds ejendom. Han kan gøre med os, hvad han vil. Og det virker som om Vorherre, i modsætning til min Navigator, fører os ad omveje frem mod et mål, som måske slet ikke er et mål, vi har sat os. Vi finder som regel ikke den store kærlighed med det samme selv om det er det, vi gerne vil.  Mange må gå en masse omveje over forskellige kærester, før de finder den, de gerne vil dele livet med. Men omvejene er spændende og lærerige. De er aldrig nyttesløse.  Vejen til Jesus Kristus kan også gå ad store omveje. Måske skal vi gennem en krise i vores liv, før vi føler os fundet af ham. Måske skal der ske noget stort og lykkeligt i vores tilværelse, før vi fornemmer at himlen rører jorden.  Indimellem støder vi også på mennesker, der kommer til at stå i vejen for et eller andet mål, vi har sat os for vores liv. Det gør at vi må ændre kurs og begive os ud ad andre veje.  Disse mennesker behøver ikke at være en forbandelse, men en velsignelse. Kunsten er at kunne elske de omveje Vorherre ustandselig får os til at tage. Og kunsten er at kunne holde af de steder hvor vi ender.

”I min faders hus er der mange boliger”, siger Jesus. Og måske kunne man fortolke ordene i den retning, at de steder hvor vi ender, uden at have villet det, også er en af Guds boliger. Apostlen Paulus var en mand der kendte til omveje. Han vil forfølge de kristne i Damaskus. Men et syn får ham til at ændre retning. Fra det ene øjeblik til det andet bliver han Kristus troende. Han forfulgte Vejen, som de kristne kaldte sig på hans tid, og blev pludselig selv ledt ind på Vejen. Og engang, hvor han er på sin anden missionsrejse på vej mod Mysien i det nuværende Tyrkiet, hindrer en mur af ånd ham i at rejse videre. Hans åndelige Navigator vil ham til at tage til Europa.

Der er en gammel legende der fortæller om en fjerde vismand. Der var tre vismænd, der tog til Betlehem for at give det nyfødte Jesus-barn deres kostbare gaver. Men ifølge legenden var der også en fjerde vismand. Han nåede ikke frem. Han blev hele tiden sendt ud på omveje. Først skulle han hjælpe nogle med at opbygge nogle byer efter en krig. Så skulle han sørge for at nogle fattige fik gravet brønde. Så kom han i kontakt med andre, der havde desperat brug for ham og de gaver han havde medbragt til Jesus-barnet. Han nåede først frem til Kristus den dag, da Guds søn var ved at blive korsfæstet og havde slet ikke noget af værdi tilbage til ham. Men Jesus så på ham og sagde, at det han havde gjort mod de mennesker han havde mødt, var den bedste gave han nogensinde havde modtaget. Og jeg er sikker på, at spurgte man den fjerde vismand om hans liv i de 33 år, som han havde brugt til at gå omveje på vej mod Jesus, om det havde været et godt liv, ville han have svaret: ”Fantastisk.

”Jeg er vejen og sandheden og livet”, siger Kristus. Og vi må indse, målrettede og resultatorienteret som vi er, at der er mere liv og sandhed i de veje Gud sender os ud på end dem vi selve planlægger. Det er ikke den hurtigste vej til arbejdet, der altid er den smukkeste. Det er ikke den hurtigste karriere, der behøver at være den mest lærerige.  Det er ikke det hurtigst fremstillede måltid, der smager bedst. Omvejene i vores liv  er en del af livet. Der kan også være velsignelse i at nå nogle andre mål end dem vi har sat os. Vi må, når det gælder vores vej gennem livet, overlade det til Vorherre at føre os, når vi selv har gjort hvad vi kunne for at komme ind på den rette kurs.  Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk