Skybrud på en sommersøndag

8. søndag efter trinitatis – 2.8.2020 | Mika 3, 5-7 / 1 Joh 4,1-6 / Matt 7 22-29 | Af Eva Tøjner Götke |

 

Salmer:

3 Lovsynger Herren, 333 Almindelig er Kristi kirke, 332 På Jerusalem det ny, 379 Der er en vej, 52 Du Herre Krist

 

At gå til gudstjeneste i dag er som at blive udsat for et skybrud på en dejlig sommersøndag.

Ordene vælter ned og renser ud i den tunge trykkende tøvende kristne menighed – her hos os i dag! Profeten Mika – om levebrødsprofeter uden visioner. Johannes’ advarsel til sin menighed: tro ikke på alle, der taler på Helligåndens vegne, men undersøg dem for at se, om de kommer fra Gud. Og endelig evangeliets myndige ord: Hvad bygger du dit liv på? Og handler du derefter?

Sådan fosser ordene ned over os – som et skybrud!

Og det er svært at være præst i dag, hvor der tales om de falske profeter, der mangler syner og indsigt. Ikke fordi præsten er en profet. Man kan blive helt tavs af frygt for at lyde falsk, være fuld af klicheer. Og jeg bekender: undervejs hertil var ordene skyllet væk med skybruddet.

For vi véd alle, at vi skal være på vagt for de falske profeter. Alle de rådgiver og vejledere, herunder præster, som fortæller os, hvordan vi skal leve, hvad vi skal gøre for at sikre os mod skybruddene: en vandsikringsprop i kloakken. Så kan vi bo og bygge i kælderen i vores store villaer, i en tung duft af skyllemiddel, som lader os leve i god tro. Som om.

For skybruddene kommer. Og de griber ind i vores liv. Fra kælder til kvist. Hvor meget isolering, vi end har lagt ind. Og vi gribes af rådvildhed. For hvad står fast?

Og vi søger viden og råd. Og spørger eksperterne. Hvad siger videnskaben? Det må være dem, vi skal lytte til. De kloge. Dem, der ved sked. Hvad skal vi gøre?

Men denne coronatid lærer os, at videnskaben ikke er én, men mange. Og at det kommer an på, hvem vi spørger. Mundbind, karantæne, sund fornuft? Videnskaberne er ikke enige. Og hele tiden kommer der ny viden til. Og vi bliver endnu mere forvirrede. Og det, som vi troede, stod fast, som objektiv viden, skrider under os.

Det er som at springe fra klippe til klippe i et brusende vandfald. Vi søger efter fast grund. Og rådgivere, coaches, mentorer er blevet et stort marked. Ligesom kommunikationsrådgivere, meningsdannere, klummeskrivere fylder os med analyser og fortolkninger og visioner.

Hele denne strøm af ord og råd lytter vi til i håb om at blive klogere – undgå faldgruberne, de glatte klipper. Vi søger i sikkerhed. Forsøger at sikre os.

Men skybruddene kommer. sygdom, ulykke, død, økonomisk ruin måske. Og vi kan ikke forberede os. Ikke gardere os. Men vi kan gå i kirke!

Vi kan bekende os til Ham, som taler fra bjerget her i dag, mens fuglene synger og himlen er blå. Taler som et skybrud – med myndighed. Og lader ordet blive kød. Viser vejen ved selv at gå den.

Priser de fattige i ånden lykkelige, fordi himmeriget er deres. Priser de sørgende lykkelige, fordi de skal finde trøst. Forkynder håb, forkynder tro – kærlighed: elsk ikke kun dem, der elsker dig. Elsk dine fjender. Bed ikke kun for dem, der beder for dig. Bed for den, der står dig imod. Alt hvad I vil at mennesker skal gøre mod jer, skal I gøre mod dem.

Og det rige, han dér forkynder for os, er ikke kun en vision. Det er det også. Men det er en virkelighed, der er allerede nu – i kraft af ham. Fordi han var det ord, i kød og blod, inkarnerede det, ord og handling i ét.

Han døde af det.

For vi bryder os ikke om at blive afsløret som falske profeter. Han får jo det hus, vi selv bygger, på os selv og vores eget, til at falde sammen.

Og de satte en stor klippe foran hans grav. Og på tredjedagen var klippen fjernet, og graven var tom.

Ordet er genopstået. Som ånd. Helligånd. Den kan ikke holdes nede. Den er i verden. Midt i blandt os. Og den kalder på os – og vi går i kirke, og vi takker og priser Gud, og bekender: Jesus Kristus er Herre.

Men hør! – Mange vil den dag sige til mig: Herre! Herre! Og jeg vil sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Forsvind! For I gør ikke det, Gud vil have.

Ikke en hver der siger: Herre! Herre! og peger på alt det gode, vi har gjort for kirken, hører til hans hus.

Dagens evangelium er et skybrud på en helt almindelig dejlig sommersøndag!

Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi så bygge vores liv på?

På Ham. Ikke på os selv. Men på ham, som blev sendt til verden, Guds ord, i kød og blod, for at være menneske blandt mennesker.

Vi skal bygge på ham, der ikke har som mål i livet at frelse sig selv, – ligesom vi har det – men frelse alle os, der tror, vi kan frelse os selv og hinanden.

Han garderede sig ikke mod skybruddene og alt det, der får grundlaget til at skride under os, men stillede sig ud i det, stillede sig dér – som en klippe blandt alle os rådvilde mennesker, når vi tror, at alt er tabt, har mistet håbet, og alt er tomhed.

Han tog kampen op mod kaoskræfterne, mod menneskets – og præsters – selvretfærdighed, hykleri og dømmesyge, og også mod vores selvhad og selvforsømmelse. Han bar vores skyld og tog vores skam.

Han råbte ad kaoskræfterne og befalede dem at falde til ro – med myndighed. Og de lyttede.

Og menneskene blev slået af forundring. Som vi bliver, når vi, i de allerværste kriser i vores liv, kan være så heldige at kunne opleve, at der er noget, der bærer os dér – og som står fast.

Og erfarer, med krop og sjæl, at vi ikke kan takke os selv for det. Det er noget, der vil vise sig. Det er noget, der sker. Med os. For os.

Det kaldes nåde. Og den nåde kalder en dyb taknemmelighed frem.

Og det vil være overflødigt at sige, at den skal vi leve på og handle efter. For det er det, der giver sig selv. Tro og handling er uadskillelige størrelser. Vi har slet ikke noget valg. Vi kan ikke vælge mellem at bygge på sand eller på klippe. Det giver sig selv, hvis vi hører på ham. Og hører det, han siger. Amen.

 

Sognepræst Eva Tøjner Götke

DK-5230 Odense M

Email: etg(at)km.dk